Heltidsundervisning
Ungdomsskolens heltidsundervisning er et skoletilbud for normaltbegavede unge i alderen 13-17 år, som af sociale, faglige, personlige eller andre årsager har brug for et andet skoletilbud end den almindelige folkeskole.
Tilbuddet henvender sig til unge, der kan have haft svært ved at trives i den almindelige skolehverdag, og som har brug for mindre grupper, tæt voksenkontakt, tydelige rammer og en undervisning, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov, kompetencer og potentialer.
Skolen ligger på Hyrdegyden 4 i Nyborg.
Indstilling til heltidsundervisning: Der er løbende mulighed for indstilling til heltidsundervisning. Det betyder, at en ung kan indstilles til tilbuddet i løbet af skoleåret, når der er behov for det, og når det vurderes, at heltidsundervisningen kan være det rette skoletilbud for den unge.
Ved spørgsmål eller ønske om mere information er I velkomne til at kontakte
viceungdomsskoleleder Tanja Kromann på tlf. 3123 6972
Et trygt læringsmiljø med fokus på relationer
Udgangspunktet for arbejdet med de unge er gode, positive og tillidsfulde relationer. Vi arbejder for at skabe en skolehverdag, hvor eleverne føler sig set, hørt og mødt med respekt.
Vi lægger stor vægt på at møde de unge dér, hvor de er, og støtte dem i at opbygge
motivation, selvtillid og tro på egne muligheder. Målet er at skabe små og store succeser,
der kan styrke elevernes faglige, personlige og sociale udvikling.
For nogle elever handler det om at finde glæden ved at gå i skole igen. For andre handler det om at blive klar til næste skridt i uddannelse, job eller et andet relevant forløb.
Undervisning i små grupper
Undervisningen foregår i små grupper med flere undervisere og voksne omkring eleverne. Det giver mulighed for tæt støtte, høj grad af struktur og en undervisning, hvor der er plads til forskellighed.
Der arbejdes med forudsigelighed, faste rammer og tydelige forventninger. Hverdagen tilrettelægges, så eleverne ved, hvad de skal, hvem de skal være sammen med, og hvad målet med undervisningen er.
Vi tager udgangspunkt i den enkelte elevs styrker, udfordringer og interesser. Derfor kan undervisningen tilpasses, så eleven både bliver fagligt udfordret og samtidig oplever at kunne lykkes.
Faglig undervisning og afsluttende prøver
Heltidsskolen følger folkeskolens 8. og 9. klasse og skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Undervisningen er dog ikke bundet af folkeskolens regler om klassetrin, fagrække, læseplaner og timeopdeling. Det giver mulighed for at tilrettelægge undervisningen mere fleksibelt og med større hensyn til den enkelte elevs behov.
Der undervises blandt andet i:
- Dansk
- Matematik
- Engelsk
- Idræt
- Køkken
- Metalværksted
- Praktiske og kreative fag
I dansk, matematik og engelsk er det muligt at gå til folkeskolens afsluttende prøver.
De praktiske og kreative fag tager ofte udgangspunkt i elevernes egne interesser. Det kan være med til at styrke motivationen og give eleverne erfaringer med at bruge deres evner på nye måder.
Personlig og social udvikling
I heltidsundervisningen vægter vi elevernes personlige og sociale udvikling højt. Vi arbejder blandt andet med ansvar, samarbejde, selvstændighed, fællesskab og evnen til at indgå i positive relationer med andre.
Eleverne støttes i at udvikle redskaber, som kan hjælpe dem både i skolen og i livet udenfor skolen. Det kan for eksempel handle om struktur, konflikthåndtering, fremmøde, motivation, selvværd og troen på, at de kan komme videre.
Praktik og brobygning
Som en del af heltidsundervisningen arbejder vi også med praktik og brobygning. Det giver eleverne mulighed for at få erfaringer med forskellige uddannelser, arbejdspladser og fremtidsmuligheder.
Praktik og brobygning kan være med til at gøre undervisningen mere konkret og meningsfuld for den enkelte elev. Det styrker elevernes kendskab til egne interesser, kompetencer og muligheder og kan være et vigtigt skridt i arbejdet med at blive klar til videre uddannelse eller beskæftigelse.
Forløbene tilpasses den enkelte elev og planlægges i samarbejde med relevante samarbejdspartnere.
Tæt samarbejde omkring den unge
Vi har et tæt samarbejde med relevante samarbejdspartnere omkring den enkelte elev. Det gælder blandt andet PPR, Socialafdelingen, UU og Ungeenheden.
Samarbejdet med forældre og netværk er også en vigtig del af elevens udvikling og
trivsel. Når vi arbejder sammen omkring den unge, skaber vi de bedste betingelser
for, at eleven kan udvikle sig og komme godt videre.